Gå til indhold

Børnesagsbarometret 2021 – et indblik i kommunernes sagsbehandling på børneområdet

Børnesagsbarometret er en årligt tilbagevendende undersøgelse, hvor vi ser på, om kommunerne overholder centrale krav i serviceloven, når de behandler sager om udsatte børn og unge. Vi har netop offentliggjort den tredje rapport om Børnesagsbarometret på vores hjemmeside.

bornesagsmall.jpgI Børnesagsbarometret ser vi på sager, hvor kommunerne har truffet afgørelse om foranstaltning efter servicelovens § 52, det vil sige støtte af hensyn til et barns særlige behov. Fokus er på kommunernes sagsbehandling inden for fire områder, der svarer til Social- og Ældreministeriets pejlemærker for god kvalitet i sagsbehandlingen:

  • Faglig udredning
  • Inddragelse
  • Valg af relevant indsats
  • Opfølgning 

I år ser vi – ligesom de to tidligere år – desuden på kommunernes håndtering af underretninger til kommunen om, at et barn eller en ung kan have behov for særlig støtte.

Årets rapport er den tredje rapport om Børnesagsbarometret. Den er baseret på 708 sager fra 27 kommuner.

Børnesagsbarometret 2021 viser blandt andet:

  • at reglerne om at udarbejde en børnefaglig undersøgelse er overholdt i 73 procent af de sager, vi har gennemgået
  • at reglerne om en børnesamtale forud for afgørelsen er overholdt i 61 procent af sagerne
  • at kommunerne i 88 procent af sagerne har udarbejdet en handleplan for foranstaltningen, som omhandler den aktuelle foranstaltning – eller har haft en lovlig grund til ikke at udarbejde planen
  • at kravene til opfølgning inden for de første tre måneder efter at have iværksat en foranstaltning er opfyldt i 44 procent af sagerne
  • at kommunerne i 88 procent af de underretninger, vi har set på, inden for 24 timer har foretaget en vurdering af, om der var behov for at iværksætte akutte foranstaltninger, sådan som loven foreskriver
  • at kommunerne har reageret i 99 procent af de tilfælde, hvor de ved 24-timers vurderingen har konkluderet, at barnet havde behov for akut hjælp

Hent undersøgelsen

Særligt om Børnesagsbarometret 2021

Som noget nyt i år fremgår resultaterne i rapporten både samlet og opdelt på de to typer af sager, der indgår: Sager om anbringelse og sager om familiebehandling. Her er det vigtigt at bemærke, at de opdelte resultater er mere usikre end de samlede, fordi de er baseret på færre sager.

Selvom det er den tredje rapport, giver undersøgelsen ikke grundlag for at vurdere, om der er sket en udvikling i kommunernes sagsbehandling. Det skyldes, at det er forskellige kommuner, der har deltaget i år og tidligere år.

Hvordan vil Ankestyrelsen styrke kommunernes praksis på området?

Ankestyrelsen udbyder hvert år 20-25 Læringsteambesøg målrettet kommuner. Her kan en kommune med udgangspunkt i konkrete sager få sparring og undervisning.  Alle kommuner, som indgår i undersøgelsen får direkte tilbud om læringsbesøg.

Derudover afholder Ankestyrelsen et webinar om Børnesagsbarometret. Nærmere information om tidspunkt og tilmelding vil blive annonceret på Ankestyrelsens hjemmeside samt i vores nyhedsbreve.

Om Børnesagsbarometret

Børnesagsbarometret er bestilt af forligskredsen bag satspuljeaftalen for 2019-2022.

I undersøgelsen vurderer vi den juridiske kvalitet i sagsbehandlingen i form af kommunernes overholdelse af udvalgte lovkrav.

Undersøgelsens samlede resultater er generaliserbare på tværs af alle sager inden for de udvalgte sagstyper i de deltagende kommuner. Resultaterne for hver enkelt kommune er til gengæld ikke generaliserbare på tværs af alle sager inden for de udvalgte sagstyper i den enkelte kommune. Børnesagsbarometret giver derfor ikke grundlag for at drage konklusioner om den enkelte kommunes generelle sagsbehandling.

Undersøgelsen omfatter hvert år sager fra ca. en tredjedel af landets kommuner. Det betyder, at alle kommuner indgår i undersøgelsen hvert tredje år.

Børnesagsbarometret 2021 er baseret på i alt 708 sager fra 27 forskellige kommuner.

Sagerne er alene vurderet ud fra de sagsakter, som kommunerne har sendt til Ankestyrelsen. Vi har i resultaterne ikke taget højde for eventuelle handlinger fra kommunernes side, som ikke fremgår af de indsendte akter.

Kommunerne har haft vurderingerne af de sager, som de selv har bidraget med, i høring.

Sidst opdateret 25.06.2021

Ring: 33 41 12 00 mandag til fredag klokken 9-15

Adresse: Ankestyrelsen, 7998 Statsservice

Mail: ast@ast.dk

Sikker mail: sikkermail@ast.dk

Tilgængelighedserklæring